Uldne historier

Velkommen til Teglgårdens fåresnak. Jeg håber du får glæde af at læse og se billeder her. Du er meget velkommen til at kommentere mine indlæg. Klik ind på www.gotuld.dk og se præsentationen af uld, garn og opskrifter.

fredag den 2. maj 2008

Uldne historier - Fåre-flyttedag

"Lammeræs" vil nogen sige... Søren ryster spanden med korn og fårene står klar ved leddet hernede ved vejen. Lammene holder sig tæt ind til deres mor, undrer på, hvad der nu skal ske.

Fårene ved det skam godt, har prøvet det så mange gange før.... Michael åbner leddet og Søren kalder og løber ud af folden og henad vejen. I let trav går det. Søren forrest og hele flokken bagefter. Lyden af Sørens kalden og kornets kerner i spanden lokker.
Michael løber bagerst for at sikre alle kommer med og jeg er helt foran for at stoppe trafikken. Vores islandske fårehund hjælper ivrigt til, jager lidt med dem, - nogle gange dog i flere retninger :)
Lidt henne ad vejen drejer Søren og hele flokken ind ad den korte grusvej til solfangerne og løber ind i hegnet. Og så er der pause, dyrene står ganske stille, skal lige have pusten igen. Det varer dog ikke længe før næsen vender nedad mod det dejlige græs.
Vi lukker og låser leddet og går hjemad. Vi skal hjem at hente en spand til vand og salt og mineraler. Vi strør halm til dem under nogle af solfangerne, så de har noget at ligge på om natten.

Solen skinner dejligt, det er ca. 20 grader. Der er lunt om natten. Fårene har længe ventet på denne dag, hvor de skal over at "klippe græs" ved Ulsted Varmeværks Solvarmeanlæg. Det er Danmarks næststørste anlæg med ialt 5000 m2 solfangere fordelt på 400 fangere på hver 12,5 m2. Og det er altså alletiders sted at være får og lam. Her er fantastiske gode muligheder for at gå i ly for regn og sol OG samtidig spise af det dejlige græs.

Der er sået speciel fåre-græsblanding og der er hegnet hele vejen rundt med Podahegn. Ialt er der et afgræsningsareal på 3 tdr.land - Så der er nok at se til for vores lille besætning.

Arealet ligger ret centralt med naboer rundt omkring, der nyder godt af at studere lammene og hjælper os med at holde opsyn. Vi bor selv lige ved solfangerne.

Vi glæder os til i aften når vi skal over for at sige godnat - som regel har de ikke tid til at snakke med os de første par dage, der er jo nok at se til derovre.

2 kommentarer:

Peter Richardt sagde ...

Tillykke med Bloggen.
Meget levende skrevet, der er gået en forfatter tabt der.

Peter

Maja sagde ...

Hejsa.. og tillykke med bloggen.
Hold op, hvor er det da nogle super gode billeder I har fået herind.
Jeg følte helt at jeg var sammen med Jer på gården, og med til at flytte fårene. Ja, jeg kunne næsten mærke sveden på panden, for de får kan altså løbe ret stærkt alligevel :-)

Knus fra
Maja